Hvorfor bo i Haderup

Hvorfor skal man dog bosætte sig i Haderup, når man kan bosætte sig i en større by i nærheden?

Der er så dejligt på landet

Af Turit Skovborg

- Hvorfor flytter du ikke til en større by nu? Her er der jo mange flere muligheder. Hvad vil du der ude i Haderup?

Sådan spurgte en bekendt mig for nogle år siden, da jeg blev skilt. Jeg blev faktisk - helt usædvanligt - lidt mundlam. Til en større by? Mellem alle de tanker, der havde kørt rundt i hovedet på mig i forbindelse med skilsmissen, havde Skive, Holstebro, Herning eller Viborg som base for mig og min søn slet ikke være til stede. Til en større by? Nej, var min første tanke, og mit modspørgsmål til den bekendte var:
- Hvad skal jeg dog der?

Svaret var noget med at være tæt på centrum, hvis man skulle på bytur, god mulighed for fritidsinteresse, teater, biograf og alle de sædvanlige ting, som en by med en vis størrelse kan tilbyde. Alt sammen ting jeg havde svært ved at forbinde med min nye rolle som alenemor - ja, måske i det hele taget havde svært ved at forbinde med mig selv.

Jeg boede godt og billigt i Haderup, og for det mit parcelhus der kunne sælges for, kunne jeg måske med lidt held få noget i Skive eller Holstebro, der var halvt så stort og med en frimærkehave. Og tilbuddene? Jo da, selvfølgelig er teater og en biograftur gode tilbud, men to gange 25 minutter i bil kan gøre meget ved afstanden mellem en større by og Haderup.

Nogle år forinden havde jeg og min daværende mand fundet det gule parcelhus i Haderup. Ønsket var at bo centralt i forhold til nogle byer, hvor der var jobmuligheder for mig. Desuden ville vi gerne bo i en mindre by, for det var, hvad vi begge var vant til fra tidligere. Derfor faldt valget til sidst på Haderup, selvom ingen af os kendte byen i forvejen.

De første mange ture til købmanden i Haderup foregik i stor anonymitet. Ingen vidste, hvem jeg var. Men efter nogle måneder begyndte de første "dav" at lyde, når jeg var på lokalhandel. Nu hørte jeg til et sted. Folk, jeg ikke havde mødt før, spurgte hvor jeg boede, og når jeg fortalte de forrige ejeres navne, var det tydeligt, at de havde fået mig placeret i det gule parcelhus på Skovvænget.

Og sådan fortsatte det. Købmandsturene betød efterhånden flere og flere hilsner og en lille snak hen over køledisken eller grøntsagerne. En tur i haven kunne på samme måde nemt betyde en snak med naboen eller en af de andre på vejen. Jeg følte et større og større tilhørsforhold, og det blev yderligere forstærket, da sønnen blev født og gav nogle naturlige kontakter med andre småbørnsforældre i byen. En tur med barnevognen kunne nemt blive forlænget med en halv time, fordi jeg fik en sludder med en anden fra byen undervejs.

Mit netværk i Haderup bliver større og større uge for uge, og jeg får sværere og sværere ved at se mig selv andre steder. Siden gymnasietiden sluttede, har mit liv været et løst væv af forskellige netværk på studier, i forskellige byer og forskellige arbejdspladser. Et netværk jeg hele tiden arbejder på at holde intakt, selvom det kan være svært i travle tider og med store afstande. Men i Haderup har jeg nu fået min base, og her holder netværket mere eller mindre sig selv kørende.

Og her kender folk mig - på godt og ondt. Jeg er hende journalisten, singlen på Skovvænget, Fredes mor, tilflytteren i det gule parcelhus, hende med det sjove navn, hende på cyklen. Jeg er en del af Haderup.
Derfor flytter jeg ikke til Skive, Holstebro, Herning eller Viborg. I Haderup ligger mine muligheder for fællesskab. Det er det, jeg vil herude.