Borgermødet d. 12. april - fyldt med engagement og gode idéer

Friplejehjem, udvidelse af Kultur og Idræts Center, turisme, ungdomsklub, julebelysning og mange flere gode idéer kom frem på mødet.

Vi afholdte i går aftes vores borgermøde i Haderup, hvor vi skulle snakke afvikling/udvikling. Hans Stokholm Kjær styrede aftenen med en blanding af humor, provokation og mange års erfaring inden for området "Landsby-udvikling".

Det var en rigtig god aften, med masser af idéer og engagement fra de ca. 75 fremmødte borgere. 

Vi startede med at parkere alt brok (hvorfor er det bare "skod" at bo i Haderup) i "brokkekassen". Herefter var der ren og frisk luft til at se fremad og kigge på alt det, der var super godt ved at bo i Haderup. Og her var der mange bud, nogle af topscorerne var bl.a.:

  • At alle kender hinanden (det giver en vis tryghed)
  • At vi har en skole
  • At vi har en købmand
  • At vi har en skøn natur med hede, skov og å-dal
  • At vi har et aktivt foreningsliv
  • At vi har mange erhvervsdrivende, der skaber arbejdspladser i byen. 

Dernæst gik vi i gang med at se på, hvad der er af ideér, hvis vi der er penge og tid nok. Nogle af disse idéer blev der så arbejdet videre med i forhold til, hvad er det første skridt, der skal gøres for at komme videre, hvem gør hvad og hvornår. Det betyder ikke nødvendigvis, at alle projekter bliver til noget i den sidste ende, men nu er der i hvert fald nogle, som starter med at kigge på, hvad der er muligt osv.

Nogle af de emner, der var rette hotte og som der bliver kigget videre på er bl.a. 

  • Hold byen ren dage, hvor der samles affald ind
  • Friplejehjem
  • Ungdomsklub
  • Hvordan får vi skabt liv i den gamle Andelskasse-bygning på Torvet
  • Udvidelse af Haderup Kultur og Idrætscenter - med bla. sundhedsklinik og meget andet
  • Byde nye borgere velkommen i byen
  • Turisme - Å-turisme, vandre- og cykelruter osv.
  • Frivillig liste - hvem kan hjælpe til div. arrangementer
  • Genbrugsmarkedsdag, hvor overskuddet skal gå til julebelysning gennem byen
  • Og meget mere.....

Det var alt i alt en rigtig god aften, hvor folk var fyldt med gode idéer og lyst til at Haderup skulle gå udviklingens vej og bestemt ikke afviklingens vej.

Der var mødt mange "yngre" borgere frem til aftenen, flere end Hans Stokholm Kjær normalt ser, når han kommer rundt til sådanne aftener, og dette var meget positivt for Haderup, som han udtrykte det.

Vi glæder os til at følge udviklingen med de mange projekter og der vil blive lagt mere information og "referat" ud på hjemmesiden her.